De forsvundne breve 

De forsvundne breve handler om et postbud, som bliver dræbt. Der opstår en stor konflikt, da byen nu mistænker morderen for at have stjålet brevene. Da byen finder ud af, at han ikke har stjålet brevene, begynder de at sætte spørgsmålstegn ved brevenes eksistens. Byen indser, at de aldrig vil finde disse breve og de vil derfor  rekonstruere dem, men da postbudene nu skal dele breve ud, ser byen, at postbudene stadig går rundt med tynde brevtasker. 

Befolkningen i byen mangler en essens. Byen vil ikke tro på, at det bare var et lystmord, byen mangler en mening i mordet, men det er ikke kun mordet de mangler mening i. Byen går så meget op i disse breve, fordi de mangler indhold og mening i deres liv. 

Postbuddene bliver i denne by set på en meget positiv måde de bliver set som apostle "Primitivt v ar det jo sådan at gå på sine egne ben, og man smilte lidt ad postbudene og kaldte dem apostle fordi de red på apostlenes heste"(L.3) Indbyggerne smilte til dem, men var også lidt vemodige, da man vidste at de snart ville blive erstattet. Postbuddene leger med børnene osv., hvilket gør at de er anset i samfundet. Breve har en stor betydning for borgerne, fordi at alting foregår mere og mere over nettet. Indbyggerne smilte til dem, men var også lidt vemodige, da man vidste at de snart ville blive erstattet. Byen så dem nærmest som uddødelige "Og derfor blev postbudene så vellidte i byen at selv de mennesker der var slette nok til at gøre en kat fortræd umuligt kunne krumme et hår på et postbuds hoved."(L.21) 

Menneskenes hverdag var travl i modsætning til postbudenes. Postbudene havde tid til at hjælpe dem og gøre gode gerninger, mens de havde travlt med at lave alt muligt andet " De hjalp husmødrene med at støvsuge og lave mad, ja med at passe børnene, de hjalp viceværten med at feje gade og skraldemændene med at tæmme de tunge skraldebøtter.." (L.15) Husmødrene har ikke tid til at støvsuge, selvom de bliver kaldt husmødre, hvilket må betyde, at det var deres job at støvsuge. En vicevært har også til at job at feje gaderne, men dette hjalp postbudene også med, dette viser, at det havde meget mere tid end resten af befolkningen. Da postbuddet så dør, så har befolkningen lige pludselig så meget tid, at de kan gå op i hvor brevene er blevet af og hvorfor bøllen dræbte ham. Dette beviser, at menneskene mangler en essens med deres eksistens. Før postbuddets død gik de bare rundt og eksisterede, hvor de efter postbuddets død begyndte at sætte spørgsmålstegn ved tingene og derved ved essensen. 

Bøllen bliver set som gerningsmanden lige fra starten af, og bliver kaldt "bøllen" lige fra starten af, hvilket viser, hvor mistroiske og dømmende resten af befolkningen er. De behøver ikke nogle beviser på, at det er bøllen der har dræbt postbuddet, de ved bare det er ham. Befolkningen mangler at give nogen skylden, hvilket de ikke kan, da deres essens ikke har noget at gøre med bøllens handlinger. Det er netop det eksistentialismen går ud på, man kan ikke give nogle andre skylden for ens essens i livet. Der er kun en selv at give skylden. 

Peter Seebergs ”Hullet” - Eksistentialisme

Peter Seeberg "Hullet" - Eksistentialisme 

Meningsløshed, surrealisme, absurditet og ”ordene mellem linjerne” er alle emner, som er karakteristiske for Peter Seebergs forskellige former for litteratur. Både i sine romaner og i den grad i sine noveller gemmer der sig altid en dybere mening med det hele, og i visse tilfælde er meningen ikke altid til at få øje på. Peter Seebergs forfatterskab stiller også nogle spørgsmål til individets eksistens. Peter Seeberg har skrevet novellen ”Hullet”, som er med til vise den absurde tilværelse med livet. Nogle mænd får at vide at de skal grave et hul for en mand der hedder Graves (ingeniør, leder). De får ikke at vide hvor stort eller hvor dybt det skal være, de begynder at grave men bliver frustrerede og prøver at finde meningen med det, og på at finde definition på hvad et rigtigt hul er, da Graves kommer tilbage, fortæller han, at de skal grave ned til kineserne på den anden side af jorden. De ser på lederen Graves, som en med stor autoritet, han har magten, de anerkender ham meget. Det tror, at Graves har styr på tingene
 Selve hullet er meningsløst. Alle ved, det er absurd og umuligt at grave et hul ned til kineserne, så hullet kan symbolisere absurditeten i livet. Huller er normalt tomme, og huller i sier er med til at få indholdet til at sive ud. Så det hul de graver er i overført betydning meningsløsheden i deres liv.
Det er op til dem selv, hvad de fylder i hullet/deres liv. De søger meningen og pointen med arbejdet, hvilket strider imod hinandens forestillinger. Den mest umulige af arbejderne anerkender de andres holdning og kan ikke se meningen med at grave et så dybt hul.
Jess siger ”det er vores hul”.

De søger altså essensen i deres eksistens. De valg som den ene tager med at stoppe med at grave, har betydning for de andre i gruppen, og han skal derfor kunne står til ansvar for sine beslutninger, men han har friheden til at vælge dem. Mennesket er født frit, mennesket har ikke selv valgt, at blive født, men nu hvor de eksistere, så har de friheden til at vælge hvad essensen med deres eksistens skal være. Mennesket har altså valget til, at vælge hvad deres essens skal være, men de har derfor også et stort ansvar. Det er altså menneskets eget ansvar at skabe deres essens med deres eksistens. Som Satre skriver om, så skaber dette ansvar en frygt. Personerne i hullet bliver ved med at stille spørgsmålstegn, fordi de frygter hvad essensen er ved at grave et hul. 

Introduktion til #EksistentialismeBloggen

"Det er ganske sandt, hvad Philosophien siger, at Livet maa forstaaes baglænds. Men derover glemmer man den anden Sætning, at det maa leves forlænds. Hvilken Sætning, jo meer den gjennemtænkes, netop ender med, at Livet i Timeligheden aldrig ret bliver forstaaeligt, netop fordi jeg intet Øieblik kan faae fuldelig Ro til at indtage Stillingen: baglænds." Sagde den danske filosof Søren Kirkegaard. "at livet i timeligheden aldrig ret bliver forståeligt", siger meget om eksistentialisme tankegangen, at man forsøger at finde meningen med livet. Som den franske sociolog Satre sagde: "Eksistenssen udgør essensen", vores tilstedeværelse er altså ikke bestemt, og vi har friheden til at udgøre essensen (meningen med livet). Vores valg er som udgangspunkt frivillige, men vi skal dermed også stå inde for vores valg, dvs. konsekvenserne ved vores frihed kan være fatale. 

Der er mange eksempler på hvilke ulemper, der kan være ved en ubegrænset frihed. En mindre alvorlig konsekvens ved den ubegrænsede frihed, ses i teksten "Hullet". I Hullet læser man som læser om en gruppe mænd, der er sat til at grave et hul uden instrukser fra chefen, dvs. ubegrænset frihed da der ikke er kommet ordre fra en autoritet. Dette skaber komplikationer da der er uoverensstemmelser blandt medlemmerne, omkring meningen med hullet og dens funktion. Dette er blot et eksempel på hvordan en harmløs opgave kan skabe uro i gruppen hvis ikke der er en som har bestemt ens essens. 

Eksistensen  → Frihed → Valget

Det er altså de 3 nøglebegreber som kendetegner eksistensen, derunder ligger der ansvaret for det valg man har truffen og meningen med livet altså livets essens. Den filosofiske tankegang spillede en stor rolle i det 20. århundrede, særligt under mellemkrigstiden. 

For at drage en parallel kan man tænke på citatet: "Mennesket er sin egen lykkesmed" som er liberalismens slogan, et slogan fra de selvudnævnte frihedskæmpere. Frihed er et fællesmål fra diverse sociale-, samfunds- og religiøsegrupper, vejen derhen er der dog vidt forskellige holdninger om. Vi som individer har altid søgt formålet, meningen, essensen og målet med eksistensen. Og søger altid at gøre det bedste for helheden igennem personlige valg.

Satre - eksistentialsme

Satre - Eksistentialisme 

Jean Paul Sartre er en af historiens største tænkere og især inden for eksistentialismen og humanismen har han gjort en væsentlig forskel på, hvordan man tænker.

Sartre var en fransk filosof, der levede fra 1905 til 1980, og han var grundlægger af den moderne ateistiske eksistentialisme.

Jean Paul Satre mente, at der ikke fandtes en gud, som bestemte hvem man skulle være og hvorfor man var til. Mennesket blev ifølge Satre skabt som intet og det er så op til mennesket selv at skabe deres liv og finde meningen med livet. Satre mente, at mennesket handlinger var med til at skabe livet ikke blot for en selv, men også for andre. I et samfund er der nogle bestemte stereotyper, som er blevet skabt af mennesket, derved har alle handlinger konsekvenser for mennesket. Ifølge Satre er mennesket selv ansvarlig for dets liv. Denne ansvarlighed kan ses i dette citat fra Satre i teksten "Eksistentialisme er humanisme" Han skriver ”Mennesket, som engagerer sig, og som gør sig klart, at han ikke alene er den, han vælger at være, men at han også er en lovgiver, der på samme tid vælger sig selv og hele menneskeheden, kan ikke undgå følelsen af den totale og dybe ansvarlighed. (s.19-20)"  Satre siger altså, at når menneskets handlinger har så store konsekvenser ikke blot for det enkelte menneske, men for alle andre, så får de en angst i livet, da de føler så stor en ansvarlighed. Mennesket har altså ingen andre at skyde skylden på, hvis deres handlinger har negative konsekvenser for dem selv eller alle andre. Der er ikke en gud man kan give skylden og sige "Det var min skæbne, så derfor kan jeg ikke gøre for det", mennesket har kun sig selv at give skylden. Satre skrev ”Der er ingen determinisme, mennesket er frit, mennesket er frihed. Og på samme måde: Når Gud ikke er til, vil vi aldrig kunne finde værdier eller bud, der kan legitimere vor opførsel.” (s.25). Satre skriver her om, at vi kun har os selv at ligge skylden over på og at der ikke er en "gud" der kan retfærdiggøre vores handlinger. Satre mente også, at mennesket er dømt til frihed, mennesket er frit til at vælge hvordan livet skal være. Mennesket er dog ifølge Satre fordømt til frihed forstået på den måde, at mennesket ikke har skabt sig selv, men når man nu er i verdenen, så er man fri til at vælge. Mennesket valgte ikke selv at blive skabt, men nu mennesket har alligevel friheden til at vælge hvordan livet skal være.